Hvor kan man blive led ved politik i disse valgtider. Hørte lige en debat mellem Lars Løkke Rasmussen og Villy Søvndahl fra SF. Den handlede om efterløn, og Villy fremdrog straks en nedslidt murer fra Vejle, som hedder Mogens, og som ville være ilde stedt, hvis han ikke kunne komme på efterløn.
Stemmerne ligger øjensynlig i at finde argumenter, som er så jordnære, at selv den dummeste vælger kan identificere sig med dem.
Jeg savner rigtige valg, hvor man stemmer på partier og kandidater, fordi man generelt går ind for deres ideologier og overordnede livs- og samfundssyn. Jeg er dødtræt af valg og lovgivning på baggrund af enkeltsager. Desværre er der næppe nogen chance for, at politik kommer op på det plan – det er der nemlig ingen stemmer i.

Jeg talte i øvrigt lige med en ven, som jeg havde sendt en SMS med en invitation. Han ringede fra Sydengland, hvor han og konen var på tur i Barnabys fodspor. Han er 61 år og efterlønner. Jeg håber ikke Barnabys fodspor fører dem så vidt omkring, at de bliver nedslidte.