Jeg har en teenagesøn (anno 1994), der er ved at være højere end mig. Hans hænder er allerede større end mine, og at dømme ud fra hans forbrug af deodorant, hans heftige humørudbrud og de vildt blomstrende bumser i hans pande er der væsentligt mere kog i hans hormoner, end der er i mine. Det ser dog ud til, at tingene så småt er ved at udligne sig og snart finder et mere balanceret leje.

Og hvad har dét så at gøre med finanskrise og boligmarked?

Jo – både for min elskelige søn og de hjemlige huspriser kan man vove den påstand, at 15 års unaturlig vækst er ved at være ovre. Og det kan man nu godt tillade sig at være bare lidt glad for.

Det danske boligmarked har gennemgået en eksplosiv vækst siden starten af 90’erne. Værdien af fast ejendom er visse steder i landet både tre- og firedoblet i løbet af en overskuelig årrække, så hverken mælkepriser, funktionærlønninger eller den almindelige fatteevne har kunnet følge med.

Og det er ikke sundt for et ellers almindeligt menneske. For hvad sker der med en helt almindelig boligejer, når huset, der i sin tid kostede 1 million, pludselig er 4 millioner værd?

Den investering, han i sin tid gjorde for at få et sted at bo, har uden nogen egentlig grund givet ham en økonomisk gevinst, han ikke havde forventet, samt en materiel status og deraf følgende selvopfattelse, han slet ikke har fortjent.

I takt med at husets værdi stiger, kan han få den fuldstændigt uberettigede opfattelse, at også han er blevet mere værd. Han ønsker derfor at anskaffe sig ting, der signalerer dette. Som fx en fuldstændigt overflødig Audi A8.

En bil af den kaliber koster nemt en million, og sådan en har han altså ikke lige liggende. Endnu.

“Så må man låne,” som min matematiklærer plejede at sige, og det gør man så.
Man låner lige en million til en Audi.
Og en halv million mere, så man kan give konen en mink, en diamant og en lille sportsvogn, som hun alligevel aldrig rigtig lærer at sætte pris på.

Måske skulle man lige snuppe en halv million mere, så man kan klaske en dobbelt carport på huset.
Og hvis budgettet skrider, så kan man vel nok få lov at låne lidt mere. Der er jo sikkerhed i huset. Det er fire millioner værd, og man har dårligt nok lånt to! Herregud – et par ekstra fladskærme kan der vel nok blive råd til…

Så vidt, så godt.

Husejeren omgiver sig nu med ting, der signalerer, at han er mere værd end tidligere.
Men måske er dét ikke tilstrækkeligt for ham. Måske vil han gerne signalere, at han nu også er mere værd end andre!

Derfor anskaffer han sig en aura af nedladenhed og arrogance. Hvad han muligvis slet ikke er klar over er, at en sådan ofte følger med som gratis ekstraudstyr, når man anskaffer sig en stor Audi.

Hans pludselige økonomiske opstigen har forledt ham til at tro, at han nu tilhører en art menneskehedens elite, hvor det nærmest forventes, at man ser ned på andre og lægger en solid, asocial distance til alle, der ikke kan fremvise overflødige statussymboler, der er købt for lånte penge.

Og sådan ser vores dybt polariserede samfund ud i dag. Befolkningen er opdelt i to vidt forskellige grupper: de, der har – og de, der ikke har.

Eller for at sige det endnu tydeligere: de, der har fast ejendom – og de, der ikke har en jordisk chance for nogensinde at komme ind på boligmarkedet.

De sidste 10-15 år har ledt os alle sammen hen imod denne usolidariske og usympatiske opdeling af befolkningen. Der er opstået synlige skel mellem samfundslagene og – ifølge denne socialt indignerede blogskribent – en langt større ligegyldighed og fremmedgørelse mellem individerne i dette land. I en tid, hvor den omsiggribende velstand burde have affødt solidaritet, næstekærlighed, omsorg, er det stik modsatte sket. Vi er blevet endnu mere ligeglade med hinanden. Vi er blevet endnu dårligere til at lukke døren op for en fremmed.

Som min 88-årige morfar udtrykker det: “Grine og gøre nar ka’ man – men stikke en fuld mand en femmer til en bajer…?”.

Og så er det jo i virkeligheden en guds lykke, at boblen brister.
At der er grænser for, hvor store luftkasteller, den vestlige griskhed kan puste op.

I bund og grund er det vel godt nok, at den dyre Audi bliver sendt retur. At pelsen går på auktion. At antallet af fladskærme reduceres, så det kommer til at stå i en form for relation til antallet af beboere i huset. Og at den opskruede selvopfattelse kommer ned i øjenhøjde igen.

Måske er det godt nok, at vi genfinder en lille smule ydmyghed over for de penge, vi rent faktisk tjener frem for en skødesløshed over for penge, som tilfældige markedsmekanismer lader dumpe ned i vores turban.

Måske går vi hen og bliver en anelse mere solidariske nu og stikker den fulde mand en femmer til en bajer, fordi det er et beløb, vi faktisk KAN forholde os til.

Nu sidder der måske en bloglæser derude og undrer sig over, hva’ fa’n der er galt med skribenten? Hvad er han så gnaven og bitter over?

Ingenting, kære læser. Ingen verdens ting, for jeg har absolut intet i klemme.

Jeg er glad for mit gamle, faldefærdige hus ude på landet, som jeg i den forgangne sommer købte for en aldeles rimelig pris. En skønne dag bliver jeg måske færdig med at renovere det. I så fald vil det være for penge, som jeg lægger til side i takt med, at jeg tjener dem.

Det kan sågar være, at jeg engang om 10 eller 20 år får lov at opleve endnu et økonomisk opsving og en fuldstændig uvirkelig høj prissætning af min gamle rønne.

Det kunne være sjovt. Så kunne jeg sælge skidtet, købe et skib for pengene og sejle rundt om jorden, mens jeg venter på, at priserne falder igen. Jeg kunne også give nogle af pengene til folk, der har brug for dem. Jeg kunne købe en dunk benzin til Finn Nørbygaard. Jeg kunne forsyne landets teenagedrenge med gratis Clerasil.

Friværdi er mange forskellige ting, fordi der er så mange måder at være rig på.

Det værste, jeg kan forestille mig, er at have mere formue end format.