Mangen en skribent har indledt en klumme med at rette et nostalgisk og ofte rosenrødt tilbageblik mod en svunden tid, før verden gik af lave, og sæderne forfaldt – til hvad det nu end er, sæder forfalder til. Dette bliver ingen undtagelse.

I min spæde barndom i et pædagoghjem på Christiansbjerg var jeg efter sigende en meget udadvendt og umanérligt højtsyngende dreng. Jeg skrålede ufortrødent med på “Smilende Sussi”, “Det gule hårbånd” og “Jeg ville eje millioner, hvis tårer var guld”, mens underboen slog takt med kosteskaftet imod sit stukloft.

Min absolutte favorit var dog Lecia & Luciennes bidrag til EuroVisions Europæiske Melodi Grand Prix i 1973 – “Rør ved mig”.

Rør ved mig – så jeg føler, at jeg lever.

Disse ni banale ord var essensen af voksenlivets glæder set med en 7-årigs øjne.

I dag bilder jeg mig ind, at jeg er blevet klogere. Jeg er i hvert fald blevet ældre og – hårdt presset – velsagtens også voksen. Og jeg synes vitterligt ikke, der røres nok.

Bornertheden, den politiske korrekthed og berøringsangsten har sat sig tungt og solidt på vores måde at omgås hinanden. Både i vores direkte kontakt, og når det handler om kommunikation.

Det er sandt, at visse mennesker kan blive stødt, når tingene siges ligeud, men er alle trods alt ikke bedst tjent med klar og utvetydig tale? En ren besked eller en ufortyndet sandhed kan gøre ondt en kort stund, men efterfølgende er det immervæk noget nemmere at forholde sig til tingene og om nødvendigt at handle derudfra.

Derfor kan det undre én som mig, at der i vor tids og vor kulturs massekommunikation bruges så mange kræfter på at pakke tingene ind. Især når det drejer sig om prekære emner! Alt, der er tabubelagt, trænger jo netop til at blive klædt af til skindet.

Et tænkt eksempel kunne være prostitution og kvindehandel. Det er et emne, som de fleste af os undgår at tale om, undgår at involvere os i og dermed også undgår at gøre noget ved.

Velmenende hjælpeorganisationer gør flotte og dyrt producerede tiltag for at antyde problematikken og appellere til vores forståelse og måske et lille økonomisk bidrag. Men oftest bliver resultatet ikke andet end et uvedkommende omend stilbevidst filmklip, der ligeså vel kunne være endnu en smålummer musikvideo fra Britney Spears eller en anden af tidens dysfunktionelle pop-divaer.

Typisk fokuseres der i disse videoklip enten på følelseskolde bagmænd fra en østeuropæisk mafia eller på forsvarsløse unge kvinder, der troede, de skulle være au pair-piger. Men man viger uden om det virkelige problem; nemlig at der findes danske mænd, der benytter sig af de prostituerede kvinder og som dermed danner selve grundlaget for prostitution og kvindehandel. Og det er svært at massekommunikere netop dét budskab til halvdelen af nationen uden at træde nogen potentielle bidragydere over tæerne.

Lige pludselig er afsenderens omdømme blevet vigtigere end selve sagen. “Vi vil meget gerne hjælpe, men vi vil endnu hellere undgå at fornærme…”

Indrømmet – det tænkte eksempel er naturligvis sat meget på spidsen, men det er vejrhanen på kirketårnet jo også, så det ændrer vel ingenting?

Den berøringsangste mentalitet kan spores hele vejen ned igennem massekommunikationen – fra realkreditforeninger og rejseforsikringer til salg af flødeboller og hygiejnebind.

Kald nu bare tingene dét, de er!

PS: Eventuelle kommentarer til dette indlæg bedes skrevet i et klart og uforplumret sprog, tak. (Så jeg føler, at jeg lever…)

Kærlig hilsen

Frederik