Cilie medietrends 2017

 

 

 

 

 

 

 

Skrevet af Cilie Kristensen, praktikant hos Aros Kommunikation

Dentsu Aegis og OMD har skudt året i gang med nogle spændende seminarer. Selvom vi hos Aros Kommunikation ikke selv håndterer medierådgivning, følger vi naturligvis med i udviklingen. Jeg besøgte derfor begge seminarer for at blive klogere på mediemarkedets udvikling i 2016, og ikke mindst på, hvad vi kan forvente i 2017. Jeg vil gerne dele de tre vigtigste learnings, jeg tog med mig hjem.

Helt overordnet skal vi i det fragmenterede mediebillede være omstillingsparate og kreative i den måde, vi tænker vores annoncering på. Det gælder både de mere traditionelle statiske medier, som gennemgår en nytænkningsfase, og nyere medier, der er født digitale, men som også opstår i nye formater.

#1 En fremtid med video
Video og kreativitet er allerede en del af nutidens markedsføring, og mediehusene spår, at det er et format, som også kommer til at fylde meget i fremtidens mediebillede. Video findes i mange formater, men særligt de korte og kreative klip er i højsædet. Det er ikke længere begrænset til reklamefilm, som vi kender det fra fjernsynsmediet. Video spreder sig og er langt fra kun begrænset til den tidligere primære distributionskanal YouTube. Det er bl.a. blevet en stor del af annonceringen på Facebook og andre sociale netværkssider, og det kommer vi til at se meget mere af.

#2 Digitalisering af Out of Home-medierne
Out of Home-medierne får nyt liv i 2017. De ellers så statiske medier med plakatstandere ved busstoppestederne, i gågaden eller i lufthavnen går i høj grad en mere dynamisk tid i møde. Vi er allerede så småt blevet præsenteret for, at de traditionelle ”statiske” plakater er skiftet ud med digitaliseret grafik. Mere banebrydende er mulighederne for at koble standerne op på wifi, så det bliver muligt at opfange data fra eksempelvis vores smartphones, som også er koblet op på det trådløse netværk. Dermed bliver det teknologisk muligt at lave målrettet annoncering med relevant indhold for den enkelte modtager. Gennem netværket bliver det nemlig muligt at lokalisere, hvem der befinder sig hvor, og hvilken annoncering der er relevant for dem.

#3 Printmediet lever endnu
Printmediet har eksisteret i århundreder og er blevet erklæret dødt op til flere gange. Påstanden har endnu ikke vist sig at være sand, og det samme gælder for 2017. Markedet for printmediet har ændret sig radikalt i de seneste år. I det fragmenterede mediebillede skal printmedierne i højere grad fokusere på, hvad der gør mediet så unikt, at det kan overleve den skærpede konkurrence om læsernes tid. Den fysiske oplevelse af at kunne sætte sig med et magasin eller en avis, fordybe sig og koble af er stadig unikt for mediet. Det sætter høje krav til, at kvaliteten af indholdet er godt nok til, at læserne vil prioritere det.