De færreste har noget imod at mindske affaldsmængderne og derved forbedre vores miljø. Derfor er det sådan set også naturligt, at man i mange år har overvejet en reklameafgift på de tryksager, de fleste af os får smidt ned i vores nyopsatte postkasse ude ved vejen. Samfundet har brug for skatteindtægter, og så er det jo en god idé at beskatte en genstand, man gerne vil have mindre af. Så nu skal der hentes 400 mill. kr. på en reklameafgift.

Der er imidlertid rigtig mange problemer ved en sådan afgift. I 1999 gav daværende skatteminister Ole Stavad faktisk op, fordi afgiften er meget vanskelig at have med at gøre – og han gav ellers ikke op for ingenting. Ministeriet vurderede, at afgiften ville være på kant med grundloven, fordi det er vanskeligt at afgrænse, hvad der er en reklame, der kan pålægges afgifter, og hvad der er blade og ugeaviser, som skal gå fri. Grundloven kræver, at afgifter opkræves ved lov, men i praksis mente man, at afgiften i høj grad ville bero på et konkret skøn af hver enkelt tryksag, og så er det, man render ind i problemer:

• Hvor meget redaktionel stof skal der være i en tilbudsavis, før den bliver afgiftsfritaget?
• Hvad er en reklametryksag? Er det f.eks. Musikhusets sæsonprogram? Mange ville nok sige nej, men hvad sker der, når der så annonceres for Musikhusets sponsorer i programmet? Og er reklame for kulturel virksomhed ikke også reklame?
• Hvor skal reklameafgiften opkræves? Vel næppe hos trykkeriet – det vil ofte ligge i udlandet, og hvis tryksagen kun skal uddeles i butikken, skal den vil ikke pålægges afgift? Skal afgiften så opkræves hos Forbrugerkontakt og PostDanmark? Så kan det nok være, spejderne får travlt med uddeling af materiale for i hvert fald selvstændige butikker. Hos den reklamerende virksomhed? Hvordan kan det kontrolleres?

Disse udfordringer er ikke anderledes i dag, og det er nok også derfor, det trækker ud med lovforslaget. Herudover har detailhandlen vel en legitim interesse i at gøre opmærksom på deres priser og tilbud? Den ekstremt høje læsning af tilbudsaviser tyder i hvert fald på, at forbrugerne bruger dem til noget. Tilbudsaviserne gør det overskueligt for forbrugerne at sammenligne varer og priser på tværs, og det styrker alt andet lige konkurrencen.

Hvis vi endelig skal have en reklameafgift, så må vi forlange, at ovenstående spørgsmål besvares tilfredsstillende og uden en hoben ny bureaukrati. Ellers håber jeg godt nok, at man besinder sig igen.

Og så kunne man måske gøre noget ved miljøet ved at forbedre muligheden for at bede sig fritaget for at modtage reklamer. Både forbrugerne, detailhandlen og miljøet har nytte af, at rekla¬merne kun uddeles til de forbrugere, der bruger dem.