Hjulene på cyklen drejer rundt, rundt, rundt!
Det er ingen hemmelighed, at cykelfremmende tiltag har en plads i både Aros Kommunikations hjerte og kundekartotek, og det har jeg set mange eksempler på, siden jeg startede i praktik for fire måneder siden. Selv om alle ikke er lige udøvende på cyklen, er alle grebet af interessen for at gøre det endnu lettere og mere attraktivt for danskerne at cykle. Og jeg har ikke undgået at blive smittet af entusiasmen. Som studerende i Aarhus er jeg vant til at se byen fra min godt polstrede mormorcykel, og jeg nyder de helt åbenlyse fordele ved transportformen: den er gratis, hurtig og med indbygget motion (og så nævner jeg ikke noget om, at jeg efter fire år i byen stadig ikke har fået købt det regntøj, jeg periodevis i høj grad mangler). Derfor har det også givet god mening for mig at arbejde med på de mange holdningsbearbejdende cykelkampagner, som Aros efterhånden står bag.


